Mir ging es bestens. Ich bekam einen ganz schönen Schreck, was "auf der Welt" alles los ist: Licht, so viele Geräusche, Menschen. Aber zum Glück hatte ich ja schon in Mamas Bauch Daumen lutschen geübt und kuschelte mich gleich an Mamas Brust, das war herrlich.
Eigentlich hätten wir um 16 Uhr entlassen werden sollen - die nächste Hebamme hatte schon alles unterschrieben - aber ich verschluckte mich immer wieder und fand es manchmal schwierig so richtig tief Luft zu holen. Dann kam ein Kinderarzt nach dem nächsten und untersuchte mich und saugte den letzten Rest Fruchtwasser aus meiner Lunge. Jedes Mal ging es mir danach besser, aber dann wieder nicht mehr. Die Ärzte waren besorgt und Mama und Papa erst! Dann nahmen sie eine Blutprobe und fanden heraus, dass ich vielleicht eine Infektion habe. Und dann ging alles ganz schnell. Während Papa unterwegs war, um meine grossen Geschwister zu holen, wurde ich in einem Inkubator abgeholt und zusammen mit Mama in die Kinderabteilung gebracht. Ich sah ganz schön krank aus mit dem Schlauch in meiner Nase, dabei war das nur Luft. Mama lief fast noch schneller als die nette Krankenschwester, die mir auch noch eine schöne violette Decke geschenkt hat, und hielt die ganze Zeit meine Hand. Auf der Kinderstation bekam ich auch noch eine Magensonde, weil ich eine extra Portion zu essen bekommen sollte - wegen der ganzen Strapazen. Jetzt sah ich wirklich krank aus, wir verstanden die Welt nicht mehr. Aber ich weinte nicht, denn ich wusste ja, dass ich kerngesund bin. Wenn die Ärzte mich nur richtig gekannt hätten, wäre alles halb so schlimm gewesen. Eine Helena Hebner Mikkelsen haut so leicht nichts um! Dann kamen Papa, Marie und Benjamin. Alle dachten, ich werde ein Junge, obwohl ich eine Überraschung sein sollte. Aber ich bin doch ein Mädchen! Benjamin und Marie haben eine kleine Schwester bekommen! Sie sahen sehr froh aus.
I dag er jeg født. Jeg skulle egentlig være kommet til verden den 5. april, men der gad jeg ikke endnu. Mor kunne godt lide at jeg var inde i hendes mave så jeg vil lade hende have det sjovt lidt længere. Den 13. april kl 4 om morgenen kunne mor ikke sove længere, fordi veerne havde vækket hende. Men først da far, Benjamin og Marie stod op kl 6.30 ville hun kalde det for veer. Kl 8.40 var vi i sygehuset, men jordemoderen sagde at det var for tidligt og vi skulle gå en tur. Da vi kom tilbage 2 timer senere, sagde vores "rigtige" jordmoder Maja, som hjalp med min fødsel, at det stadig er for tidligt. Det syntes mor ikke. Hun syntes, at veerne gjorde meget ondt. Heldigvis var Marie som lagde sin hånd på min mors ryg hver gang det gjorde ondt og Benjamin som holdt hendes hånd, med og hjalp. Far tog billeder. Så sagde jordemoderen at vi skulle køre hjem igen, fordi de skulle bruge stuen. Det ville mor ikke. Til sidst kørte far mine store søskende hjem. Det syntes vi ikke om, men vi kunne ikke gør andet, der var ikke plads. Hvis Maja kun havde vist at vi er nogle hurtige nogle! Far var knap nok tilbage på parkeringspladsen af sygehuset, så ringede Maja til ham: Han skulle skynde rigtig meget, nu gik der ikke lang tid - og en time senere var jeg kommet til verden! Kl 14.11 blev jeg født, vejede 3.400 gram og var 50 centimeter lang, og havde vi vidst det fra starten af, vil Benjamin og Marie kunne have set mig med det samme, da jeg var 0 timer gammel. Men det hele skulle blive anderledes.
Jeg havde det rigtig godt. Jeg fik godt nok et stort chok - hvad der foregik på "verdenen": Lys, mange lyde, mennesker. Men heldigvis havde jeg allerede i mors mave øvet mig i at sutte og puttede mig ind til mors bryst med det sammen, det var herligt.
Vi skulle været skrevet ud kl 16 - den næste jordemoder havde allerede underskrevet alle papirerne - men jeg fik noget galt i halsen og syntes nogle gange at det var svært at trække vejr. Så kom en børnelæge efter den næste og sugede fostervand ud af mine lunger. Hver gang havde jeg det bedre bagefter, men så gik det galt igen. Lægerne var bekymrede og mor og far endnu mere! Så tog de en blodprøve og fandt ud af at jeg måske havde en infektion. Derfra gik det meget hurtigt. Mens far var ude og køre for at hente mine store søskende, blev jeg hentet i en kuvøse og kørt op til børneafdelingen sammen med mor. Jeg så godt nok syg ud med slangen i næsen, men det var kun luft. Mor løb næsten hurtigere end den søde sygeplejerske, som hentede mig og som gav mig et flot violet tæppe i gave, og holdt mig i hånden hele tiden. På børneafdelingen fik jeg en mavesonde fordi jeg skulle få en ekstra portion mad - på grund af alle de vanskeligheder. Nu så jeg virkelig syg ud. Vi forstod det ikke. Men jeg grad ikke, fordi jeg vidste jo, at jeg var helt rask. Hvis lægerne kunne havde kendt Helena Hebner Mikkelsen rigtigt, havde de slet ikke lavet så meget ballade. Så kom Marie, Benjamin og far. Alle troede, jeg ville blive en dreng, selvom jeg skulle være en overraskelse. Men jeg er blevet en pige! Benjamin og Marie har fået en lillesøster! De så meget glade ud.
Keine Kommentare:
Kommentar veröffentlichen